Sindelagsfølelser på godt og ondt.

Foredraget er baseret på bogen, Knuder i usynlige bånd.

 

Lars R. Therkelsen fortæller om to familiers vidt forskellige dagligdag i Sønderjylland op til Genforeningen i 1920 og i årene der fulgte. At leve og bo side om side som naboer med forskellige sindelag har gennem mange år været roden til spændninger, konfliker, had og hævn. På skift undertrykte, forrådte og ydmygede dansk- og tysksindede hinanden med støtte fra enten tysk eller dansk overherredømme.

 

Lars R. Therkelsen kommer også ind på væsentlige historiske begivenheder, der formede familiernes dagligdag, deres tanker og handlinger, som også tillod at der også var noget at glædes over. Flere af de historiske begivenheder, som Lars R. Therkelsen fortæller om, vil nok overraske mange. Hvor stærk er sindelagsfølelserne idag, og er stridsøksen endelig lagt i graven?

Hvem var Karen Blixens ”Gamle Knudsen”?

Foredraget er baseret på den medrivende bog, Gamle Knudsen og hans datter, som Lars R. Therkelsen har skrevet om sin oldefar og farmor, hvis liv og skæbne var vidt forskelligt og langt fra hinanden. 

Hvem var ”Gamle Knudsen”, hvis rigtige navn er Peter Aarup? Hvorfor tog han til Afrika, og lod sin datter i stikken, for at udleve eventyret  i Afrika, hvor han blev den første dansker der slog sig ned i det uciviliserede Østafrika? Hvorfor kunne Karen Blixen ikke lade være med at tænke på ham mange år efter hans død?

Gennem brevskrivning bliver far og datter på besynderlig vis knyttet tættere og tættere sammen, og de dannede hver deres forestillinger om hinandens liv, omkranset af eventyr, dramatik, tragedier, ulykker, savn og dårlig samvittighed.

Fik han iøvrigt fortalt alt til sin datter om sit liv, eller var der noget han ikke fik fortalt? 

“Alt udenfor det almindelige havde stor tiltrækning på ham.”

Karen Blixen om Peter Aarup